Til Slægtstræ

" A howe got mi bette ti !"

Nogle barndomsglimt !

Jeg er født d. 24 maj 1927 som yngste af en søskendeflok på ni.
To små piger døde som spæde -begge i 10 mdrs. alderen.
- Nina døde under den spanske syge som hærgede Europa efter 1. Verdenskrig (1919 ?).
- Irma Elise af lungebetændelse. (1924 ?).
Nu er deres gravsten fjernet og jeg er lidt usikker på årstallene.
-Ester - født 20 januar 1912, - død 22. maj 2005.
-Else Marie - født 2 juni 1914.
-Anna - født 30. marts 1916, - død 4. september 1936..
-Niels Jensen Kjellerup - 2.februar 1920.
-Ninna Margrethe - født 14 august 1922, - død 17. maj 1990.
Hans Aage - 18.september 1925, - død 1986.

Vi er alle født og opvokset på "Thomasminde" en gammel slægtsgård i Voldby ved Hammel.
De tre ældste søstre var voksne ved den tid jeg kan begynde at huske, de skiftedes til at have plads ude og være pige hjemme 1 år ad gangen.

Livet på landet i min barn- og ungdom, kan ikke sammenlignes med forholdene nu - og de sidste ca. 40 år,- der er en verden til forskel. Dengang var der et stort folkehold på gårdene af både piger og karle, og der var et frodigt foreningsliv som samlede både børn, unge og ældre. Der var gymnastik og folkedans, foredrag, juletræsfest og fastelavn, dilettantforestilling med lokale kræfter tre aftner i træk - med bal bagefter - det foregik altsammen i forsamlingshuset.
Om sommeren var der håndbold for pigerne og fodbold for karlene, i nogle år var der ringridning, hvor jeg deltog - jeg var ikke særlig skrap til at tage ringen; men sjovt var det. Vi pyntede hestene og red i optog ind gennem byen med Dannebrog i spidsen. Al udendørs sport foregik på fars mark som han stillede gratis til rådighed i alle årene fra mine ældste søstre var små - til efter krigen - da var det slut med de store folkehold, og ungdommen forsvandt i stort tal fra landet og blev afløst af maskiner. Det blev efterhånden en ensom affære at være landmand. I løbet af 1960erne og i årene frem begyndte landmandskonerne at tage arbejde uden for hjemmet, efterhånden blev det mere almindeligt - der blev brug for en ekstra -og fast indtægt; det var dyrt at mekanisere.

Jeg mindes hvordan gården vågnede om morgenen til en ny dag.
Der lød travle træskesko over brostenene på gårdspladsen, der blev skramlet med mælkespandene og der var uro fra staldene af køer der ventede på at blive malket og de hysteriske grise der skreg på mad. De tålmodige heste nøjedes med at stampe lidt i båsene for at lade os vide at de ventede; fra køkkenet lød de velkendte lyde fra komfurringenes raslen når Mor fyrede op. Mor var altid først oppe.
Snart kom mælkekusken, som kørte sin runde for at samle mælken og aflevere den til "Videmark Andelsmejeri" i Anbæk; han retunerede med valle, kærne- og skummet mælk til grise og kalve - skulle han have ost og smør med tilbage, blev der sat en seddel i klemme ved låget af en spand. Hvis kusken skulle ind og drikke kaffe på hjemturen, surrede han blot tømmen fast om hjulnavet, så blev hestene stående og tog sig en tiltrængt hvil.
Det kunne være en vældig hård tørn at være mælkekusk om vinteren når der var frost og snestorm, så travede han tit ved siden af vognen og slog kuske slag for at få liv i fingrene og hele kroppen og stampede med føddenerne i træskostøvlerne. Mælkespandene var iskolde at håndtere og ofte var mælken frosset inden han nåede mejeriet, så måtte spandene stå lidt for at tø den skal der var frosset. Til gengæld var det herligt om sommeren, de fleste nød denne morgentur de fik en snak med de andre mælkekuske undervejs og så havde de denne faste indtægt - som vistnok ikke var ret stor og skulle dække udgiften til foder og sko til et tospand. Nogle små brug var ret afhængige af disse penge. Jeg hørte engang en nabokone sige til Mor - jeg ved ikke, hvad vi skulle ha' gjort, hvis Johannes ikke havde fået mælketuren -, hun lød meget alvorlig. Der var licitation en gang om året, hvor der kunne bydes på turen, den der kom med det laveste bud fik turen,- så det var aldrig helt sikkert .

Sommermorgener og Vibe skrig.
At vågne en dejlig sommermorgen hvor vinduerne står åbne ud mod haven,- der vender ned mod engen og høre disse skarpe Vibeskrig er uløselig forbundet med min tidlige barndom. Endnu i mit 78'sindstyvende år kan synest af Viber over en eng sætte mig 70 år tilbage i tiden, - så er jeg hjemme igen og lytter.
Engen er i det hele taget en plet, jeg i erindringen med glæde vender tilbage til - ingen andre stedervard er så dejligt at løbe med bare tæer en sommerdag som på tuerne i den bløde engjord - mellem alle de blomster der hører engen til.
Når Viberne havde æg i rederne fløj de tæt og lavt omkring os for at narre os væk. Vi ledte efter rederne men vi rørte dem alrdig.
Også bækken, som løb igennem engen, havde vi glæde af på sommerdage. Vi lavede dæmninger så vi kunne bade og her - wojed vi ti høns wa in -. Men engen var ikke kun til sommerleg. Her blev der en fin skøjtebane om vinteren, hvor der altid var oversvømmelse fra bækken - og her blev det aldrig dybt og farligt.
Der kom både voksene og børn, - nogle få på skøjter - Smeden Nuppenau kunne lave både Herresving og 8 taller, - mens vi børn gled på isen med jernbeslåede træsko. Og så var der det så rart nær på, så vi kunne løbe hjem og sidde på bænken i komfurvarmen og se det hele fra køkkenvinduet - når vi frøs for slemt. Da jeg var 11 år fik jeg fedtlæderstøvler og nye skøjter og blev ivrig skøjteløber den næste halve snes år.
Landposten som normalt kørte sin rute på cykel med en stor sort taske foran og en bagpå måtte tage turen på gåben når sneen lå højt, så kom han gående ned over markerne.

 

Beretning fortsætte når Elise får skrevet fortsættelsen!!